DET VILDE SPINDERI X …….. WORKSHOP katalog 2026
MED ULD, KUNSTHÅNDVÆRK OG KREATIVITET
Kom helt tæt på ulden – fra får til færdigt kunsthåndværk
I hjertet af Odsherred finder du Det Vilde Spinderi – et lille, passioneret mikrospinderi, hvor tekstilhåndværk, kunst, tradition og bæredygtighed går hånd i hånd. Her arbejdes der udelukkende med uld fra lokale får.
Når du træder ind i spinderiet, træder du også ind i en verden, hvor tid, fordybelse og nærhed til materialet er i centrum. Alt sammen noget Det Vilde Spinderi ønsker at dele med dig. Derfor har vi i samarbejde med veletablerede dygtige tekstilkunstnere fra Danmark og udlandet planlagt en række spændende workshops.
Det Vilde Spinderi x CHRISCHRIS
Væveworkshop
Væveworkshop, hvor vi udforsker traditionelle væveteknikker og kombinerer dem med bæredygtige, lokale materialer fra Det Vilde Spinderi – rå uld, restgarn og udvalgte naturmaterialer. Gennem leg, fordybelse og eksperimenter med materialer, farver og komposition skaber vi små, taktile værker med plads til intuitionen.
Kurset er for både nybegyndere og nysgerrige, der har lyst til at prøve kræfter med vævning. Du bliver guidet trygt og roligt gennem hele processen. Hver deltager arbejder på sin egen lille rammevæv og udvikler et personligt projekt. Ved dagens afslutning kan du tage dit færdige vævede værk med hjem.
Underviser Christina Christensen er designer og kunstner. Siden 2018 har hun arbejdet med vævning og eksperimenteret med materialer direkte fra naturen samt rest- og genbrugstekstiler. Hun debuterede på Biennalen for Kunsthåndværk og Design i 2019 og har siden skabt værker til både ind- og udland samt afholdt workshops i intuitiv vævning.
Inkluderet i prisen: Undervisning og vejledning samt materialer + forplejning i form af: frokost og kage fra lokal restaurant + adgang til kaffe, the, saft, vand og frugt hele dagen. Pris 1.300 kr.
DATOER
Lørdag d. 9. maj 2026, 9:30 – 17:00 Tilmelding her
Lørdag d. 30. maj 2026, 9:30 – 17:00 Tilmedling her
Det Vilde Spinderi x Astrid Skibsted
Vikleworkshop
Med tråd, pap og nærvær inviteres du ind i vikleprøvens kunstneriske univers af farver, strukturer og sanselighed i kombination med bæredygtige lokale materialer fra Det Vilde Spinderi - restgarn i naturfarver og i plantefarvede nuancer.
Kurset er for alle der har lyst til at fordybe sig i materialet og farverne. Tekstiler rummer en særlig intensitet og en foranderlighed, der taler direkte til os. De valg, vi træffer undervejs, afspejler noget personligt – en historie, som langsomt træder frem, mens vi vikler.
Astrid skriver Det er mit håb – og min erfaring – at begejstring smitter. At min kærlighed til vikleprøverne og de mange lag af betydning, de indeholder, også vil vække noget i dig.
Underviser er Astrid Skibsted. Kurset tager afsæt i Vikleprøvemanifestet som er skabt som et inspirationsværk, der ønsker at dele glæden ved håndværket, materialerne og farvernes samspil. Ved dagens afslutning har du skabt en lille, men vigtig kreativ modvægt til en hverdag præget af effektivitet og resultater.
Inkluderet i prisen: Undervisning og vejledning samt materialer + forplejning i form af: frokost og kage fra lokal restaurant + adgang til kaffe, the, saft, vand og frugt hele dagen. Pris 1.300 kr.
DATOER
Lørdag 19. september 2026, 9:30 - 17.00 Tilmelding her
Det Vilde Spinderi x Lizzi Damgaard
Broderiworkshop
Broderiworkshop, hvor vi fordyber os i blomsterne og broderer med forskellige sting og smukke farver af natur og plantefarvet garn fra Det Vilde Spinderi. Der arbejdes på våd- og/eller nålefiltet stof frembragt af ulden fra lokale får.
Kurset er for både nybegyndere og for mere erfarne med nål og tråd. Du bliver vejledt trygt og roligt gennem processen fra overførsel af motiv til syning med forskellige sting og valg af garn. Hver deltager arbejder på sit egen filt i ramme og skaber et personlig broderi inspireret af den lokale flora. Ved dagens afslutning kan du tage dit broderi med hjem. Bliver du ikke helt færdig med det, får du materialer og vejledningsmateriale med, så du kan færdiggøre det hjemme.
Underviser Lizzi Damgaard er uddannet på Håndarbejdets Fremmes seminarium 1991, med broderi som hovedfag. Siden 1992 har Lizzi arbejdet som brodøse på systuen hos Selskabet for Kirkelig Kunst - fra 2005-2022 som Selskabets daglige leder og nu igen som brodøse, for at få tid til at undervise og skrive om broderi. Lizzi har genoplivet Broderiskolen og har udgivet opslagsværket Broderihåndbogen .
Inkluderet i prisen: Undervisning og vejledning samt materialer + forplejning i form af: frokost og kage fra lokal restaurant + adgang til kaffe, the, saft, vand og frugt hele dagen. Pris 1.300 kr.
DATOER
Lørdag d. 16. maj 2026, 9:30 - 17.00 Tilmelding her
Lørdag d. 13. Juni 2026, 9:30 - 17.00 Tilmelding her
Det Vilde Spinderi x Zuzana Budzaková
ZUZLI-reb workshop
Mød Zuzana og hendes ZUZLI-reb. Hun er eksperimenterende designer fra Slovakiet og arbejder i krydsfeltet mellem tekstil, poesi og fortællinger, vi kan bære med os.
På workshoppen i Det Vilde Spinderi får du selv hænderne i uldgarnet og skaber dit eget personlige reb og snore med en historie. Du kan for eksempel lave en taskerem, hundesnor, en nøglering, et armbånd – eller finde på noget helt dit eget. Vi arbejder med garn og uld fra Det Vilde Spinderi og du lærer enkle teknikker til at sno, forme og give snore og reb karakter.
Workshoppen er praktisk, sanselig og uformel. Vi eksperimenterer, leger og undersøger, hvordan materialer kan bære betydning og fortælling. Der er plads til både fordybelse og samtale – og du behøver ingen erfaring, kun nysgerrighed og lysten til at skabe.
Inkluderet i prisen: Undervisning og vejledning samt materialer + forplejning i form af: adgang til kaffe, the, saft, vand og frugt hele dagen. Pris 500 kr.
Kurset afholdes på engelsk men der oversættes til dansk i nødvendigt omfang.
DATOER
Lørdag d. 21.3. 2026, 13:00 – 17:00 Tilmelding her
Det Vilde Spinderi x Anna Husemann
Intarsia strik- og design workshop
Workshoppen sætter fokus på intarsia strikketeknik og design i kombination med bæredygtigt og lokalt garn fra Det Vilde Spinderi. Garn er i naturlige farver og/ eller plantefarvet med lokale planter.
Kurset er for alle som er nysgerrige på intarsia. Gennem fordybelse og eksperimenter med teknikker, materialer, farver, komposition og design skaber vi et bogomslag med plads til egen fortolkning af Nicoline Naja poetiske tekst Uld og Guld.
Underviser er den rutinerede og dygtige strikdesigner Anna Husemann som skabt bogen Intarsia Knit
Anna skriver således: When designing a new product or pattern, I invest a lot of time in carefully considering colour combinations and material choices — this is where my creative process begins and what I find most important.
Hver deltager arbejder med sit eget cover og udvikler et personligt design. Ved workshoppens afslutning kan du tage dit påbegyndte intarsia værk med hjem og få materialer med til at færdiggøre det.
Inkluderet i prisen: Undervisning og vejledning samt materialer + forplejning i form af: 2 X frokost og kage fra lokal restaurant + adgang til kaffe, the, saft, vand og frugt begge dage. Pris 2.300 kr.
Kurset afholdes på engelsk men der oversættes til dansk i nødvendigt omfang.
DATOER
Lørdag 24. oktober 2026, 9:30 - 17.00 og søndag d. 25. oktober 9:30 - 15.00 Tilmelding her
