Støttekroner til at udvikle lokalt design

 

For nyligt præsenterede tekstildesignere fra Kunstkollektivet 8B nyt design i uld-strik i Pakhuset i Nykøbing Sjælland. Privatfoto

 

Kunstkollektivet 8B i Unnerud har fået 597.000 kroner fra Landdistriktspuljen til et projekt, hvor to tekstildesignere skal involvere otte bysamfund i Odsherred og skabe lokalt design.– Der er stor travlhed. Vi er godt i gang og har afprøvet forskellige typer af uld, fortæller Pia Heike Johansen, initiativtager til Det Vilde Spinderi.

Tekstil-interesserede beboerne i otte udvalgte bysamfund i Odsherred får nu chancen for – i samarbejde med to professionelle tekstildesignere – at være med til at udvikle lokalt design indenfor beklædning og interiør med henblik på en senere produktion.

Det er Pia Heike Johansen, koordinator og grundlægger af Kunstkollektivet 8B i Unnerud, der har taget initiativ til projektet, og Landdistriktspuljen støtter med 597.000 kroner.

Støttekronerne skal bruges til løn til de to designere, materialer og til indkøb af en særlig væv til filtet uld. Det vil blive nødvendigt at søge yderligere fondsmidler, oplyser Pia Heike Johansen.

– Først vil designerne indkalde til informationsmøder, hvor de fortæller om vores tanker om de lokale tekstil-muligheder – uld fra lokale får, lokal forarbejdning af ulden i Det Vilde Spinderi, og om hvordan det kan blive til lokalt design af sweatre, bluser, bukser, veste, tæpper, rygsække, alt muligt – hvad lokalsamfundet nu er interesseret i, fortæller Pia Heike Johansen.

– Borgerne kommer med inputs om deres by, historie og landskab, og hvad de ellers kunne tænke sig, at designeren skal tage med i det lokale design. Så tager designeren hjem til Kunstkollektivet 8B og går i gang med at udvikle det specifikke design til to produkter fra hver af byerne. Borgerne skal i sidste ende godkende det færdig-designede produkt, fortæller initiativtageren.

Lokal produktion

– Meningen er, at vi på længere sigt skal have engageret en masse dygtige håndarbejds-folk ude i byerne, som kunne tænke sig at være med i en produktion af de udvalgte designs. Det ligger i projektet, at designerne afgiver deres design, så det kan produceres lokalt, forklarer Pia Heike Johansen.

Som afslutning på projektet skal alle lokale design-produkter fremvises ved en catwalk. Privatfoto

Projektet skulle egentlig afsluttes ved udgangen af oktober 2022, men det vil blive forlænget ind i 2023, fordi corona-pandemien blokerer for at holde kickstart-møderne med designerne i byerne, fortæller Pia Heike Johansen.

Som afslutning på projektet skal alle produkter fremvises ved en fælles catwalk.

Byerne Nakke, Egebjerg, Høve, Lumsås, Havnebyen, Bråde, Rørvig og Vig er udvalgt.

– Det kan godt være, at der kommer lidt flere byer til. Det kan også være, at det bliver nogle andre, fordi vi ikke kan finde tilstrækkeligt mange tekstil-interesserede derude. Nu må vi se, når vi kommer rigtigt i gang, siger initiativtageren.

Forrige
Forrige

Kim Yeshi fra Norlha er åbnings keynote speaker til symposiet Nordiske Fibre

Næste
Næste

Første garn fra mini-spinderi sættes til salg